Bloggen er flyttet hertil: onlyeuropaknows.blogspot.com

Jeg vil gerne skrive en masse, om at jeg føler, at jeg har taget en del chancer i mit liv, men jeg samtidig føler mange af dem er fejlet. Samtidig - tror jeg - at de fejl, som jeg har gjort eller begået, netop har skabt mig og gjort mig til det menneske jeg er. Alligevel spørger jeg mig selv: Martin, hvad du udrettet i dit liv? Og jeg føler en mangel på svar. Jeg kan fortælle en hel masse om musik, om bøger og sågar også lidt om film, men mit liv har været så dedikeret til det at jeg faktisk ikke har opnået meget andet end det. Jeg har rejst. Jeg har set. Men det har alt sammen været begrænset. Jeg tror disse tanker strømmer til mig, da jeg er bange for at folk finder mig kedelig og for sød. Jeg skal huske at sige til mig selv, at jeg ikke er kedelig og samtidig er jeg ikke for sød, da jeg ved hvor min grænse går. Jeg er bare blevet meget god til at sige de ting til folk.

Jeg er endda også bange for at være for klæbrig og jeg kender stadig ikke grænsen for hvornår nok er nok. Jeg prøver i al fald at give folk plads, selvom jeg til tider er utålmodig.

Jeg har fået at vide, at jeg burde holde ferie og komme væk fra det hele for en stund. Det gad jeg egentlig godt. Jeg har bare ikke rigtig råd til det, da jeg har prioeteret lidt anderledes i denne måned. Ellers er jeg åben for eventuelle rejsepartnere inden alt for længe, medmindre altså jeg tager til Polen til november, da så er jeg rimelig tør for penge den kommende tid.

Desuden! For at sige noget rart. Jeg har købt fødselsdagsgaver til mig selv. Det blev The Smell of Blood but Victory med The Moon Lay Hidden Beneath a Cloud og penge, som blev brugt til at sponsorere mit køb af en elektrisk violin.

Bah. Søvn er overrated. Jeg vil hellere være oppe og lytte musik. Desværre er jeg bare nød til at gå i seng snart, da jeg skal op i morgen.

Jeg venter på mine nudler bliver færdige, hvilket gør dette til en fantastisk mulighed for at dræbe noget tid, inden jeg går ind og tager livet af mine stakkels nudler.

I går (eller det vil sige fredag) var jeg på Faust med Sofie, Jonathan og Mathilde, hvilket var utrolig hyggeligt. Der var firser aften og de spillede en masse hits derfra, mens dansegulvet var så fyldt at jeg ikke rigtig kunne møve mig ind i det og rent faktisk danse. Det er dog rart med fyldte dansegulve, i stedet for på det gamle Faust, hvor der mest af alt bare var en lille håndfuld mennesker, der dansede.

Der var en, der hilste på mig og sagde "Hej Martin" uden at jeg anede hvem vedkommende var. Jeg tror måske hun kender mig fra det store internet, eller har set mig, men det irriterede mig godt nok at jeg ikke kunne genkende hende. Senere krammede hun mig og det virkede virkelig akavet, da jeg slet ikke var med på idéen og bare stod der, forvirret, for til sidst at tage mine arm - kort - om hende og derefter sluttede det i stilhed og hun gik videre. En anden så ud til at lægge an på hende og jeg talte ikke mere med hende den aften. Selvom jeg spurgte fortalte hun mig ikke, hvorfra hun kendte mig.

Jeg færdiggjorde også Maus den fredag og lånte Ting og En Mand der Sover af Georges Perec. Maus var fantastisk og slutningen fungerede fint. Den gjorde et ret stort indtryk på mig. En Mand der Sover lader nærmest til at handle om en mand, der er i starten af hans depression. Eller faktisk er den så fantastisk skrevet at der står "Du", så den forklarer ens egen situation og maler fint den verden op, som man lever i. Det er virkelig fantastisk skrevet og jeg nyder at læse Perec igen.

I dag så Kasper og jeg den første Star Trek film, som Nina lånte mig for noget tid siden. Den var virkelig god og ret flot. En stor nydelse at se den.

I dag tænkte jeg på forfejlede dates og mit til tider noget uheldige kærlighedsliv. Der er sikkert folk, der har været længder mere uheldige, men jeg kan som sagt kun tale for mig selv og sige at det har en tendens til at gå galt. Jeg tænker tilbage på, da jeg var seksten og havde en enkelt date med en pige, der hed Anne Sofie, som kyssede fantastisk, men hver gang vi prøvede at tale sammen gik det galt. Vi var alt for forskellige til at det kunne fungere og det endte det så heller ikke med at gøre, hah. Oh, at være seksten, usikker og meget nervøs. Stakkels lille følsomme Martin, hah.

Jeg hørte I Love Your in Your Tragic Beauty med The Legendary Pink Dots og tænkte på koncerten i kirken ved rundetårn, som Tone og jeg så sidste sommer. Det var en rigtig fin koncert, faktisk. Jeg mindes at der var flere svenskere end danskere, men det er selvfølgelig blot et minde. Jeg mødte Mads, som talte en del om hvor gode teksterne var og jeg var og er enig. The Legendary Pink Dots et virkelig godt band, som jeg desværre let glemmer midt i alt det andet, hvilket egentlig er en skam. Sidste sommer spillede jeg dog virkelig meget Prince of Persia til min Super Nintendo, mens at jeg lyttede til gruppen.

Hvilket minder mig om at jeg ikke kan spille Super Mario World 2: Yoshi's Island uden at lytte til ...If I Die, I Die af Virgin Prunes. De to ting har jeg simpelthen dyrket så meget sammen i en periode, at de nu hænger sammen, som var de limet til hinanden. Det fungerer bare ikke at spille Super Mario World 2: Yoshi's Island uden at lytte Virgin Prunes.

Nu vil jeg nyde The Peach Boy nummeret af Scivias og drømme, om den elektriske violin jeg snart køber.

Ps: Jeg glæder mig til at begynde til musik undervisning igen.

Jeg har sat mig til at lytte martial industrial radion på last.fm i håb om at finde mere martial industrial. Når det kommer til industrial må jeg nok indrømme af denne militante og percussion baseret martial genre er min farvorit. Min indre soldat stråler stolt, når jeg lytter til Der Blutharsch og lignende, selvom jeg egentlig overhovedet ikke går ind for krig. Alligevel har jeg en stor svaghed for marchtrommer og marchrytmer. Heldigvis har vi bands, som Rome, der siger "Make art - Not war", hvilket muligvis gør dem til et af de mest sympatiske bands indenfor scenen.

Nu vi snakker om Rome fik jeg for noget tid siden at vide, at de havde spillet på Krudtønden nogle år tilbage. Det gad jeg virkelig godt at se have set. Faktisk var Rome en af grundene til at jeg virkelig overvejede at tage til Wave Gotik Treffen i år, selvom Current 93 selvfølgelig var det der dragede allermest i mig. Det irriterer mig at jeg ikke kom afsted, når jeg tænker på det, selvom jeg ved at pengene blev brugt ganske godt andre steder.

Men alt det her giver mig dog lyst til at lytte Allerseelen i stedet, så det vil jeg gøre. Einstieg er sådan et smukt nummer.

Jeg ligger i min seng og lytter til Nothvs Filivs Mortises numre til The Oran Môr trilogien. De er utrolig smukke og minder lidt om Les Joyaux de la Princesse, bare med bedre stryger samples. Ret hypnotisk og ret smukt. Det er dog også ret mørkt og egentlig ret sørgmodig musik at lytte til. Det passer meget godt til mit melankolske morgenhumør.

Jeg burde egentlig gå i seng, men jeg ville lige lytte til de Nothvs Filivs Mortis numre inden, samt læse lidt mere af Maus.

I morgen skal jeg ses med Linea, hvilket bliver rigtig rart.